Nordkapp

 

MAGERØYA

Søndag d. 31.7.

Efter morgenmad og tekniske gøremål kører vi mod nord.

Der er ca. 130 km, men det tager forholdsmæssigt lang tid at køre strækningen på grund af vejens beskaffenhed. Jo længere vi kommer mod nord, jo mere er der sving og stigninger. Nogle steder på Magarøya deciderede hårnålesving.

Vi kom gennem flere tunneler, den længste Nordkapptunnelen på 6.800 m, Der var flere steder vejarbejder med forbedringer af vejene. Det er et kollossalt anlægsarbejde, der er udført med Nordkappvejen, der blev startet i 1956, hvor vejadgangen til Nordkapp blev etableret.

Da vi kom til Nordkapp ved 14-tiden, var det delvist overskyet, men det blev gradvist bedre vejr og ved 17-tiden var det sol og klart vejr – ca. 13°.

Vi benyttede de første timer i Nordkapphallen med at se panoramafilm og diverse udstillinger og plancher.

Vi var også i souvenierbutikken, hvor der var alskens ting til salg.

Flemming købte en T-shirt og en hue, jeg nøjedes med en magnet til samlingen.

Vi parkerede på den store P-plads, hvor det var gratis at holde, når vi havde betalt entreen og vi kunne overnatte der også. Der var et toilethus, vi kunne benytte, men der var ingen strøm.

Vi gik ud med et par timers mellemrum og så på solen og tog billeder.

Det er helt fantastisk, at vi var så heldige med vejret.

Kl. 12 var solen væk, men lyset fra den var tydeligt, det er lige et par dage efter vendingen.

Vi overnattede på P-pladsen sammen med mange andre campere, motorcyklister , cyklister m.m.

Mandag d. 1.8.

Vi stod op til strålende sol fra en skyfri himmel og det fine vejr fortsatte hele dagen.

Vi kørte fra Nordkapp og kørte rundt på Magarøya, først til Skarsvåg, der er en lille naturhavn med lidt bebyggelse omkring havnen.

Dernæst til Gjesvær på vestsiden, hvor der også er en fiskerihavn og mulighed for fuglesafari. Vi kom desværre 15 min. for sent til at komme med på den.

Efter frokosten kørte vi til Honningsvåg, der er en lidt større by med forretninger osv.

Vi kørte derefter mod syd og gennem tunnelen til Porsangerhalvøen, hvor vi stoppede ved Repvåg og slog lejr på en dejlig lille campingplads. Den lå fantastisk med en fin udsigt over fjorden og de bagvedliggende fjelde. Området er skifer med lav beplantning af sortbær, cornusbær og andre lave vækster. Der græssede rener i området og pludselig stod der en stor ren få meter fra vores vindue.

Vi gik om aftenen en tur ned til vandet. Det var en besværlig klatretue – specielt opad igen. Ved stranden var der et fantastisk flot område med sten – runde og flade, hvide og grå, mange med mønster. Der kunne vi ikke lade være med at tage nogle med hjem. Vi gik i seng selv om det var helt lyst og dejligt vejr.